Vores konsortium deltog i den europæiske konference om uddannelsesforskning 2025, som blev afholdt på Universitetet i Beograd. Byens akademiske miljø gjorde stort indtryk på os – både studerende, undervisere og lokalsamfundet er engageret i igangværende protester, der vidner om en stærk demokratisk ånd og aktiv deltagelse i samfundsudviklingen. Konferencen fandt sted i anden uge af september med over 2.500 registrerede forskere og under mottoet “Charting the Way Forward: Education, Research, Potentials and Perspectives”.

Under konferencen stod vores kollega Gro Hellesdatter Jacobsen i spidsen for en livlig paneldebat med titlen “Decolonizing Curricula through Art Education: First Steps of the E Project in Affecting and Being Affected by Schools” sammen med partnere fra Danmark, Spanien, Tyskland, Ungarn og Slovenien. I et fyldt lokale blev der debatteret og delt erfaringer omkring principper og tilgange til feltarbejde. Diskussionen afspejlede en stærk samhørighed blandt partnerne og introducerede interessante perspektiver inden for en fælles ramme. Et centralt tema var, hvordan dekolonialitet informerer forskningsmetoder og deres praktiske anvendelse i feltet. Nogle refleksioner, der opstod, inkluderede idéen om, at dekolonisering ikke udelukkende er knyttet til vores landes historiske kontekster, men snarere en tilgang, der kan anvendes i enhver sammenhæng, hvor magtrelationer er til stede. Hvordan dekoloniserer vi uden at reproducere koloniale dynamikker? Især når forskere definerer, hvad der er mest relevant i en skole- eller klassekontekst. Hvordan risikerer sådanne hierarkier mellem elever, lærere og skolepersonale at udelukke deres kulturelle perspektiver? At gentænke forskerens position og sikre tid og rum til ægte metakritisk kollektiv refleksion blandt forskere kan være en vej mod at dekolonisere vores forskningspraksis.

Panelet reflekterede også over arbejdet fra de kulturelle partnere og bemærkede, at nogle af deres kunstnere og kunstundervisere tilhører minoriteter eller ikke-hegemoniske hvide kulturer og har omfattende erfaring med at arbejde med forskellige marginaliserede grupper – hvilket fremhæver en anden måde at engagere sig i dekoloniale processer. Dekolonialitet er ikke et fast eller stabilt begreb; det skifter og får forskellig betydning afhængigt af den kontekst, det opererer i. Ikke desto mindre var konsortiet enige om, at dekolonisering handler om at anerkende mangfoldigheden af subjektiviteter i klasseværelset, omfavne diversitet og modstå homogenisering. Det søger at nedbryde strukturer af ulighed og diskrimination, med særlig opmærksomhed på magtdynamikker i relationen mellem voksne og børn, hvor kolonialitet også gør sig gældende.

Vi deltog også i et symposium om kulturel literacy og kunstundervisning, hvor vi havde en livlig diskussion sammen med vores søsterprojekter Dialoguing @arts og Cultural Literacies’ Value in Europe, og styrkede forbindelserne omkring fælles mål. Her fokuserede vi på at undersøge kulturel literacy med børn ud fra et fællesskabsbaseret og dekolonialt perspektiv.